Her fejres sejren
Fredericia Motor Klub blev stiftet i 1945 og har siden stiftelsen haft stolte traditioner indenfor speedway sporten.
I mange år var klubben blandt de førende indenfor 500ccm speedway og specielt holdet "Fæstningsdrengene" gjorde en flot figur i både 1 div i Danmarksturneringen 1956-1985 med 3 DM guldmedaljer, samt i Speedway ligaen 1986 - 1996 hvor det blev til 4 DM guldmedaljer. I starten var hjemmebanen Vejlby, der dengang var en 500ccm bane og sidenhen var det på Frederikslystbanen ved Løsning at hjemme-matcherne blev kørt. Vejlbybanen var dengang en af de korteste 500ccm baner og det krævede virkelig teknik at "dreje den rundt" på denne korte bane. Frederikslystbanen kom til, fordi det simpelthen kneb med at få de nødvendige tilladelser til banen i Vejlby. Der var mange kendte profiler der kørte for FMK eks. H.P.Boisen, Godtfred Andreasen, Gert Handberg, Brian Karger, Brian Andersen som alle var Danske mestre i 500cm speedway.
Efter at aktiviteterne flyttede til Frederikslystbanen, kom Vejlbybanen til at ligge brak i en årrække, indtil den igen blev startet op af en lille gruppe unge mennesker, som startede klubben Fredericia Knallert Speedway op i 1974 og den nye klub blev allerede året efter indlemmet i Fredericia Motor Klub, hvor man allerede i 1976 deltog i Danmarks-turneringen for mini speedway, som det hed dengang.
I årene der fulgte blev det igen til mange medaljer til bl.a holdet "Landsoldaterne" som startede som50ccm og senere blev 85ccm. Landsoldaterne vandt blandt andet flere DM titler og af individuelle Danmarksmestre i 85ccm fra FMK var Jacob Olsen. Leon Madsen og Patrick Hougaard.
I Fredericia Motor Klub køres der idag i 2 klasser såkaldt "micro speedway", på 50 ccm og 85ccm maskiner og kørernes aldre er fra 3 år til ca. 16 år. Det er muligt for både piger og drenge at køre speedway i FMK og alle er meget velkomne.